Det er vigtigt at tilpasse tømningerne den daglige livsrytme. Måske kan de lægges sammen med anden aktivitet, fx ved måltiderne. Mange børn bruger deres mobiltelefon som påmindelsessignal. I skolen bør RIK skemalægges, så det passer barnet. Skemaet skal altid let kunne findes, og ikke ligge længst nede i skoletasken sammen med andre papirer om skoleudflugter og forældremøder. At have assistenter, som er ”levende klokker” og som hele tiden minder barnet om tiden, kan gøre at barnet ikke udvikler tiltro til egen formåen.
Det tager sin tid at blive selvstændig på toilettet. Det kan være en lang vej at vandre, og vejen kan være belagt med torne, men at se sit barn vokse med opgaverne og få tillid til sig selv og sine egne evner, er indsatsen værd. For barnet er det en styrke at vide, at man kan klare toiletbesøgene selv og gå med en kammerat hjem efter skole, sove ude og tage på lejr og hele tiden være selvstændig. Det øger også barnets selvfølelse.